Ansigtet har altid betaget mig. Og jeg begyndte i en meget ung alder både at male portrætter samt eksperimentere med makeup. Jeg var især betaget af det kvindelige ansigt og udtryk. Kvinder der kan fortælle en livshistorie – blot gennem deres øjne.
Som helt lille havde min morbror en dag fået fingrene i en af mine børnetegninger, og selvsikkert erklæret til min mor, at han ville gemme den, fordi “den bliver mange penge værd en dag!”. Jeg var blot 6 år gammel dengang, og har derfor altid følt, det var en lidt fjollet historie. Men noget må han have kunnet se. For at tegne og male har altid ligget mere naturligt til mig end noget andet.
Med mine portrætter ønsker jeg at styrke kvinder ved at fremhæve sårbarheden i hende. Bag facaden. At vise kvinder at sårbarhed ikke er en svaghed, og måske også inspirere nogle mænd til at hvile mere i deres autencitet. Jeg har selv været en kvinde, der i mange år følte en vis ubehag og svaghed i det sårbare. Men det at turde være sårbar er egentligt den ultimative styrke, er jeg kommet frem. Og jeg finder det uendeligt smukt og fascinerende, når andre tør være sårbare med mig. Det ironiske er at jo flere stærke kvinder, jeg har malet, jo mere er det gået op for mig, at det i virkeligheden er min egen sårbarhed og historie, jeg har portrætteret.