‘The Antagonist’ – Fortællingen Bag
- Kimia Bahari
- Ingen kommentarer
‘The Antagonist’ – Fortællingen Bag
Hvert kapitel er koblet på et værk fra solo-udstillingen. Disse hører sammen med navnet på deres titel. Du kan tilgå værkene og derved se hvilket billede, teksten er skrevet til, ved at trykke på titlerne.
1. ’Is This Worth It’
Prolog
I enhver fortælling findes mindst én hovedperson. Og én modstander.
Det ligger så dybt, at jeg nogle gange ikke kan få luft.
Når jeg tænker på resultatet.
Vågner op ved følelsen af at mangle luft,
og tvivlen på om jeg mon nogensinde får inhaleret igen.
Jeg vender kroppen på siden, for det plejer at hjælpe.
Og så kommer en luftbøvs og sætter mig fri.
For en stund.
Men nu er jeg vågen. Og de rationelle tanker er værre.
Til min frygt og store sorg. Det gør fysisk ondt i brystet,
og jeg tror jeg kunne dø af det.
Som man kan dø af hjertesorg.
Så jeg lader tårerne trille og udløse endorfiner.
Og så har jeg det godt igen.
For en stund.
2. ’Khooneye Ma, Memarzia’s Room’
På samme måde som enhver beslutning,
vi træffer, har en konsekvens for, hvor vi ender.
Har vores forgængere sat deres præg på vores realitet.
I et rum langt væk. Tilbage i tiden.
I det gamle Persien.
Begynder min historie.
Lillesøster. Storesøster. Stor pige. Lille pige.
God pige.
Jeg var ikke den eneste, der holdte øje med mig.
Jeg elskede at være uskyldig.
I dag pisser det mig til tider af.
“Du skal altid være i centrum.”
Men jeg stjæler ikke din sol.Kvalte kvalmen med hubba bubba tyggegummi.
Og sagde det aldrig til nogen.
Jeg skammede mig.
Jeg ville trives.
Jeg var den modigste bangebuks.
Ægte Pippi. Med en kronisk frygt.
Hvis jeg ikke holder mig selv sammen.
Brænder familien sammen.
4. ’No Better. Know Better’
Som barn mødte jeg mennesker med en vis skepsis.
Var rædselslagen. For at det skulle gøre ondt.
Og nogen ville min familie ondt.
Så jeg havde paraderne oppe.
Jeg cravede tillid.
Men den jeg søgte ly hos.
Var årsagen til mine lidelser.
Uden jeg var klar over det.
Og så blev jeg skeptisk over for mennesker. Igen.
5. ‘It’s Cold When the Wind Blows’
“De stærkeste overlever.”
Sådan forsvares deres handlinger.
“Men vi er ikke på en slagmark!”
Med god samvittighed og rolig puls.
De er onde.
Ikke stærke.
Kontrol og bedrag.
Manipulation og løgne.
“Usikre mennesker.”
Utroskab og falske liv.
Dobbeltliv.
“Syge mennesker.”
Verden er sindssyg.
Er der plads, hvis man er god?
Nytter det overhovedet noget at være god?
De godhjertede starter i forløb.
For at kunne eksistere.
Men hvem har brug for hjælp;
Den der bliver mobbet, eller den der mobber?
6. ‘Guarded Soul’
Parader kan se forskellige ud hos mennesker.
Mine er maskeret bag uskyld.
“Ingen bliver provokeret af mildhed.”
Jeg har lært, at det er sådan, jeg bedst overlever.
Ingen er født med paraderne oppe.
De bliver skabt for at passe på os.
Når andre ikke kunne.
Kære dagbog, det er noget tid siden sidst.
Men her har været lidt kaotisk på det seneste.
Jeg har savnet at skrive i dig. Og fylde dine
sider ud med mine seneste tanker. Men jeg har
indset, at jeg lyver for dig. Af frygt for at nogen finder
min dagbog. Og så hvad…? Jeg ved det faktisk ikke.
Jeg tror, jeg i bunden er mest bange for at tabe
masken. For at blive set som den pige, jeg i
virkeligheden er. Så holder fast i facaden.
Den føles tryg. Og jeg er ikke klar til at se dem i øjnene.
Hvis alt har en pris.
Så har alt også en værdi.
“Og det meste en skønhed.”
Nogle gange er værdien ikke umiddelbart synlig.
Andre gange er skønheden direkte skjult.
Men de vil – før eller siden – finde en måde at slå
igennem og tilkendegive sig selv.
Dem, jeg elsker, må ikke lide.
“Eller gøres til grin.”
Mit eget velbefindende, føltes som
en billig pris at betale.
For deres ro. Og min uro.
Den billigste pris, vurderede jeg.
En pris, jeg stadig betaler af på.
Er det det værd?
Min indre stemme.
Og min egen stemme.
Er ikke er den samme stemme.
Den ene taler fortidens ord.
Og føles tryg.
Men fjerner mig fra mig selv.
Den anden kender jeg ikke.
Hvad siger den?
Hvad sker der, hvis jeg følger den?
11. ‘Page 31’
Da jeg var 31 år, traf jeg en beslutning.
Der tog mig 5 år at sige højt.
Jeg svigtede en, jeg holder af. Og startede fra nul.
Ny uddannelse. Nye venner. Ny hverdag.
Jo mere, jeg tog kontrollen over mit eget liv.
Jo bedre fik jeg det.
Jeg havde ikke fattet det før.
Min største usikkerhed blev min største sikkerhed.
Hvad jeg troede havde givet mig ro.
I alle de år.
Var i virkeligheden det, der gav uro.
12. ‘Misty Eyes’
Bag tågen ved man ikke, hvad man finder.
Og det kan føles trygt at holde sig bag den.
Da vi landede i lufthavnen, fik jeg bundet et farverigt
stykke stof om mit hoved af min mor.
“Dette er uniformen her.”
Men der var også regler for, hvordan jeg måtte opføre mig.
Hvad jeg måtte sige. Hvordan jeg måtte stå. Og gå.
Jeg forstod det ikke.
Men jeg var rigtig god til at følge reglerne.
Jeg frygtede konsekvenserne for at blive opdaget.
I min falske forklædning.
Jeg er låst inde.
I mit eget hjem.
Jeg har glædet mig til varmen.
Men ingen solstråler rammer min krop.
“Pas på ingen ser dig.”
I min mormors have.
Det tunge gardin.
Nogen har opgivet at rulle det fra.
Kontrasten er ubærlig.
Og genkendelig.
Længslen vil nok altid være der.
Skrifterne på cylinderen, jeg havde hørt om.
Men ikke helt forstod.
Men nu forstår jeg.
Det har boet dybt i mig hele mit liv.
“Hvordan kan tiden gå baglæns?”
Han skrev om menneskerettigheder. Før menneskerettigheder.
Han slap folk fri. Slaverne kunne komme hjem.
Det her var i 539 f.kr.
Indførte racemæssig lighed.
Altså for seks-og-tyve-hundrede år siden.
På verdensplan havde kvinder flest rettigheder her.
I Persien.
“Hvorfor bliver jeg så undertrykt?”
De var ledere af provinser. Og ejede ejendomme.
Uddannede sig. Som mænd.
Havde samme jobs. Som mænd.
Håndværkere, administratorer og landmænd.
Og fik samme løn. For det samme arbejde som mænd.
Når man siger revolution, forventes det modsatte.
Når jeg drømmer om fortiden, kan jeg se, deres undren.
“Hvordan kan jeg savne noget, jeg aldrig har kendt til?”
Det er ikke til at tro.
“Men det ligger i mine gener.”
De fik lov til at være dem selv.
Og jeg får lov til at være en anden.
16. ‘The Landspace of My Return’
Synet af nyt land.
Da jeg vågnede op.
En bemærkelsesværdig følelse.
Jeg ikke kunne definere.
Det var tid.
Jeg lyver ikke. Jeg ryger ikke.
Listen af ting, jeg ikke gør, er lang.
Listen af ting, jeg gør, er længere.
“Jeg fortjener en medalje.”
Jeg har altid været den gode pige.
Men jeg er faktisk ikke sikker på, hvem hun er.
Og om det overhovedet er sundt.
Jeg har altid troet, jeg var ultra autentisk.
Ærlig og transperant.
“Hader folk, der skjuler ting.”
Men opkaldet sidste år gav mig en gave.
Det vækkede mit sande jeg.
Når sandheden er ude. Bliver alt roligt.
Som om autencitet beroliger nerverne.
Selv når sandheden er en gyser.
Så føles det altoverskyggende trygt.
At kende det, man har foran sig.
Når jeg oplever sorg. Eller en krise.
Tager jeg et besøg ind i mit sind.
Et sted, jeg de seneste år,
er blevet ret bekendt med.
For at forstå mig selv.
Og lige se om alt er, som det skal være.
Men sidst jeg besøgte det, kunne jeg
næsten ikke genkende mine omgivelser.
Enten har jeg ikke været her før.
Eller også er tågen klaret op.
20. ‘Parandeh’
Det hele lettede. Og faldt på plads. På samme tid.
Da jeg forstod det.
Den kontrol jeg oplevede udefra.
Kom lige så meget indefra.
Jeg fik tegnet et bur. Og blev henvist til det.
Men jeg satte mig selv i det.
Og bad om en nøgle.
Og låste døren.
Epilog
Hvis en person vil os ondt, er det deres ansvar.
Hvis en person gør os ondt, er det vores ansvar.
Vi er ikke altid hovedpersonen i vores eget liv.
Vi glemmer os selv.
Af frygt. Af skam. Af overlevelse.
Og bliver modstanderen i vores eget liv.
Forfatter: Kimia Bahari
